Få inspiration til talegenkendelse med nyt katalog
8. juli 2021I år er der igangsat et signaturprojekt, som særligt arbejder med udvikling og brug af talegenkendelse på dansk.
De første erfaringer fra projektet er nu samlet og offentliggjort i et inspirationskatalog. Forhåbentligt kan det skabe interesse for og viden om anvendelsesmulighederne af sprogteknologi.
Signaturprojektet ”Digital inklusion og support ved talegenkendelse"
I 2021 blev signaturprojektet ”Digital inklusion og support ved talegenkendelse” iværksat. Signaturprojektet arbejder med taleteknologi i forskellige ydelser med fokus på digital inklusion i Roskilde Kommune og Aarhus Kommune. Sprogteknologi.dk har udvekslet erfaringer med signaturprojektet, da vi sidder med i følgegruppen.
I Roskilde Kommune skal en voice-bot øge den digitale inklusion og lette presset fra telefoniske henvendelser. I Aarhus Kommune arbejdes der på et talegenkendelsesværktøj for medarbejderne, som skal hjælpe dem med at yde bedre og effektiv service for brugerne. Begge løsninger kræver udvikling af dansk sprogteknologi med høj kvalitet.
Projektet er tredelt, og første delprojekt er nu gennemført med en indledningsvis kortlægning af eksisterende løsninger og markedet for taleteknologi. Det er blevet til et inspirationskatalog med ambition om at vække interesse for taleteknologi hos private og offentlige organisationer. Kataloget giver en række eksempler på, hvordan taleteknologi er blevet udnyttet. På baggrund af eksemplerne gives der et overblik over centrale overvejelser, gevinster, udfordringer og løsninger for ibrugtagning af taleteknologi.
Signaturprojekter skal skabe og udveksle erfaringer med ny teknologi
I økonomiaftalen for 2020 blev Regeringen, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner i deres økonomiaftaler enige om at oprette en investeringsfond til ibrugtagning af nye teknologier i det offentlige. Siden da er der årligt blevet udvalgt et antal signaturprojekter, som modtager økonomisk støtte fra fonden. Signaturprojekterne skal eksperimentere og skabe erfaringer med brugen af kunstig intelligens og dermed skabe interesse for og viden om ny teknologi.
Én af de største barriere for ibrugtagning af nye teknologier i Danmark er fortsat en manglende viden omkring teknologierne og deres anvendelsesmuligheder. Derfor er det vigtigt, at der igangsættes projekter som eksperimenterer med kunstig intelligens og at projekterne videregiver deres værdifulde erfaringer og indsigter. Det er netop her, at et inspirationskatalog giver et ikke uvæsentlig bidrag.
Hvis du er interesseret så kan du finde kataloget hos KL's videncenter eller kontakt Klaus Bjørn Larsen på klausbl@roskilde.dk med yderligere spørgsmål.